Grundlæggerne af Nordisk Ortopædisk Forening og foreningens første 25 år

Hans Emnéus

Hans Emnéus. Overlæge, dr. med. ortoped.kirurgisk afdeling, Aalborg Sygehus Danmark.
Under den første verdenskrig havde fremfor alt Fairbanks i England konstateret, at det i allerhøjeste grad var væsentligt at prøve at klare de sårede totalt, ikke bare redde deres liv, men at rehabilitere dem til. en mere eller mindre normal tilværelse. I grunden havde man aldrig tænkt sig denne mulighed tidligere. Sir Henry Osmand Clarke har elegant skildret det engelske ortopædkirurgiske virke i 1. Verdenskrig, og man må være fuld af beundring for den fremsynethed og den klarhed, med hvilke de greb problemerne an.

I 1918 dannedes British Orthopaedic Association, og det er jo muligt, at dette har påvirket visse kredse i Skandinavien, f.eks. Sven Johansson og Slomann. Paul Guildal havde arbejdet i den franske armé som krigskirurg, i Treville og i Paris 1915, og Haglund havde været på studierejse i USA 1918.

Det synes dog helt klart, at mødet i Göteborg var inspireret af især H. C. Slomann og Sven Johansson. Begge disse to herrer var meget begavede og var hver på sin måde fremsynede personligheder. Den 28. september 1919 samledes 19 fremragende mænd i Göteborg for at danne Nordisk Ortopædisk Forening. Mange af stifterne havde speciel interesse indenfor extremitetskirurgi (se side 00). For mange kan det synes mærkeligt, at finnerne ikke var med. Man havde nys befriet sig fra Rusland, borgerkrigen var fornylig afsluttet, og der var mange ting at tænke på i Finland i 1919. Finnerne var jo ellers meget fremragende på det extremitetskirurgiske område. Men Finland kom med lidt senere.

NOF’s første præsident valgtes ved dette møde, og det var Patrik Haglund. Nordisk Ortopædisk Forening var den første delforening, som brød ud af det nordiske kirurgiske fællesskab. Men det betød ikke, at man forlod Nordisk Kirurgisk Forening. I tyve år fortsatte man med at holde møder samme sted og samme tid og samme land som NKF. I 1919 var der nogle, der ikke var med, men som havde givet tilsagn, og som senere tilsluttede sig Nordisk Ortopædisk Forening. Det endelige, helt nordiske fællesskab blev til virkelighed året efter, den 24. maj 1920 i København, hvor otte læger fra Finland blev medlemmer af NOF .

Carl Holmdahl, professor Borchart fra Berlin og Patrik Hagelund i Berlin 1921
Til slut findes korte biografier af stifterne. Nogle, der ikke nævnes i denne afdeling, men som senere blev præsidenter, får et mere indgående curriculum vitae og beskrivelse i forbindelse med præsidentskabet. Det er klart, at nogle af stifterne får en meget stor plads også i det senere forløb. På den anden side forsvinder en del af dem ud til andre almenkirurgiske opgaver.
Man må altså ikke tage ilde op, at ikke alle i denne artikel beskrives med et omfattende curriculum vitae, det kompenseres i almindelighed senere i denne bog.

Hvilke mennesker var det nu generelt, det drejede sig om? Det var overlæger ved Vanføreanstalter , som var dannet i slutningen af 1800- tallet. En anden gruppe var tuberkulosekirurgerne, som havde arbejdet ved kystsanatorier, som de hyppigt selv havde grundlagt. Mange af disse havde været almenkirurger, som af interesse var gået ind i behandlingen af tuberkulose med kirurgiske metoder. Desuden var der en tredie gruppe, som kendetegnes af Abrahamsen i København og Sven Johansson i Gåteborg, de havde prøvet det hele og havde seriøst arbejdet med traumatologisk kirurgi. Dette bliver mere markeret i de første år efter 1919, da finnerne kom med. Der har vi f.eks. professor Paltin, som jo havde været krigskirurg i 1905 i den russisk-japanske krig, og som havde mange erfaringer fra østfronten 1914-18. Han havde der arbejdet med Finsk Røde Kors på den russiske side. Som medborger i Storhertugdømmet Finland havde han loyalt kæmpet med russerne mod tyskerne, og ligesom Mannerheim, der var general i den russiske arme, var han vendt hjem for at være med til at danne den nye finske republik.
Lidt af det samme kan påpeges fra Danmarks side, hvor Overgaard kom fra Wien og blev overlæge i Sønderborg for at rage de tyske kastanier ud af ilden, om man så må sige. I 1920 drog Kong Christian X ind i Sønderjylland for igen at overtage det, man havde tabt i krigen 1864-65 mod Bismarck. Man skulle da tage sig af alle de invalider, som fandtes blandt de sønderjyder, som havde været nødt til at kæmpe for tyskerne under I. Verdenskrig. Overgaard blev overlæge på Rigshospitalets afdeling i Sønderborg, som samtidigt blevet centrum for rehabilitering af de krigsskadede fra 1. Verdenskrig.
NOF’s første generalsekretær var Sven Johansson. Han har skrevet protokollen 1919. Man besluttede, at Slomann skulle være præsident næste gang, og at mødet skulle være i København 1920. Slomann havde været privatpraktiserende ortopædkirurg i København siden 190 I ved et privat institut, som hed Professor Slomann’s Institut. Slomann havde som nærmeste medarbejder P. G. K. Bentzon, som senere overtog professor Slomann’s klinik 1926.
Ved København-mødet i 1920 blev følgende medlemmer fra Finland optaget: Ali Krogius, Hjalmar von Bonsdorff, Richard Faltin, B. Runeberg, F. Langenskiöld, H. Bardy, A. Palmen og H. Elving. Som gæster ved mødet havde man professor Spitzy, Wien, og Gammeltoft, Køben- havn. Fra Sverige indvalgtes som nye medlemmer bl.a. Niels Silverskiöld og fra Danmark Anton Monberg. Scheuermann talte om kyfosis dorsalis. Han var ikke ortopæd, men røntgenolog, og blev med årene Danmarks internationalt bedst kendte navn.
Næste kongres skulle være i Helsingfors 1921, præsident R. Faltin. Hovedtemaet var da kirurgisk tuberkulose med Sven Johansson som moderator. I diskussionen bemærkede man specielt Sinding-Larsen.

1922 var Bülow Hansen præsident i Oslo. Det var en glad samling herrer, som deltog i dette møde. Dr. Asplund fra Stockholm skreven spøgefuld protokol, som ikke findes i selskabets akter, men som viser , at man havde moret sig tappert. Skæmtsomheden var, hvad man på svensk kalder af “Blandar”-karakter. Til dette møde var Henning Waldenström fra Stockholm og hans bror, Johan Waldenström, med. Her skal også nævnes to nordmænd, Lindboe og Huitfeldt. Den første var almenkirurg, og den anden var gynækolog. De var med på NOF’s møder de ti første år. Desuden var de to herrer svogre. Generelt set var samme de i højeste grad skandinavister, disse to mænd.
I begyndelsen af 20’erne var der måske 40 ortopædkirurger i Norden. Det betyder med andre ord, at der fandtes een ortopædkirurg pr. 500.000 indbyggere. Man skal huske, at man havde koncentreret sine bedste kræfter i Sverige til Vanføreanstalterne i Stockholm, Göteborg og Helsingborg og i Danmark til Samfundet og Hjemmet for Vanføre i København, i Norge til Sofiesminde, Ortopædisk Hospital, og i Finland til sygehusene i Helsingfors. Det var altså centralsygehuse, til hvilke ethvert sygt menneske i det aktuelle land kunne sendes.

I de første ti år drejede forelæsninger og diskussioner sig om kliniske problemer. Det var behandlingsrapporter og beskrivelser af operativ teknik, og det var også organisationen af den ortopædiske behandling. Det drejede sig om både almindeligt handicappede og om handicappede på grund af ben- og ledtuberculose. Af de foredrag, som blev holdt, får man et indblik i, hvilke problemer, der var aktuelle for ortopædkirurger i 20’erne. Hvis man tager alle foredrag under eet, finder man 26 foredrag om misdannelser og deformiteter, 8 om medfødt dislokation af hofteled, 18 om sygdomme i hvirvelsøjlen, 7 om spastiske lidelser, 20 om hoftelidelser inkluderende osteoarthrose, coxa plana og epifysiolyse, 13 om følger efter børnelammelse, 14 om frakturproblemer og 18 om ben- og ledtuberkulose. Ingen af foredragene behandlede basal læge forskning. Der var så mange uudforskede kliniske problemer, at de tog hele interessen. Det er dog værd at påpege, at frakturproblemerne også med i denne første periode havde en meget fremtrædende plads.

Publiseringen af foredragene var et problem. En så lille forening, havde ikke økonomisk kapacitet til at publicere dem. Allerede på mødet i København i 1920 havde Sven Johansson foreslået, at ethvert medlem skulle publicere sit foredrag efter eget skøn. Det eneste, man begærede, var, at man skulle sende et sammendrag enten til Journal d’Orthopaedique, Journal of Orthopaedic Surgery eller Zeitschrift für Ortopadische Chirurgie. I årene frem til 1926 publiceredes foredragene for en del sammen med Nordisk Kirurgisk Forening, altså i proceeding of the NKF.

1926 tog Langenskiöld problemet om et eget tidsskrift op. På dette tidspunkt var mødet forlagt til Skaane. Det var Carl Holmdahl, som var præsident, og man skulle fordele sig på Helsingborg, Lund og Malmö. Den 12.5.26 blev der holdt møde på Grand Hotel i Helsingborg sammen med repræsentanter for Nordisk Kirurgisk Forening’s bestyrelse. Det var professor Lindquist, Göteborg, professor Buhl, Oslo, professor Gustaf Petrén fra Lund, professor Hauch, København, og overkirurg P. N. Hansen, København. For Nordisk Ortopædisk Forening var det overlæge Carl Holmdahl, Helsingborg, dr Giertsen, Oslo, dr. Bentzon, København, dr. Robert Hansson og professor Haglund, Stockholm. Professor Slomann havde sendt afbud på grund af sygdom. Professor Lindquist, Göteborg, var dirigent for mødet. Man kom til følgende resolution: Til fremme af samarbejdet mellem Nordisk Kirurgisk Forening og Nordisk Ortopædisk Forening blev man den 12. maj 1926 i Helsingborg enige om følgende beslutning:
1. På en af Nordisk Kirurgisk Forening’s mødedage vil der blive opstillet et program med skeletkirurgiske og ortopædiske emner .
2. Dato og program for denne dag bestemmes af Nordisk Kirurgisk Forening’s bestyrelse i samråd med Nordisk Ortopædisk Forening’s præsident og generalsekretær .
3. De, som er medlem af begge foreninger, betaler fuld mødeafgift til Nordisk Kirurgisk Forening’ s møde. De, som kun er medlem af Nordisk Ortopædisk Forening, får gratis adgang til fællesmødet, men må betale til Nordisk Kirurgisk Forening’s forhandlinger.
Dette møde i Skaane var meget vellykket. Der var flere gæster ved mødet, bl.a. professor Hauser fra USA og desuden den lokale overkirurg Tengwall på kirurgisk afdeling i Helsingborg og røntgenoverlæge dr. Scholander fra Helsingborg. Den 13. maj. foregik alle forhandlinger i Helsingborg på Vanføreanstalten, og den 14. maj tog man med biler fra Helsingborg til Lazarettet i Lund, hvor mødet begyndte kl. 10:30 under formandskab af dr. Frising. Om eftermiddagen den 14.5. sluttede kongressen på Malmö sygehus med patientdemonstrationer af overlæge Kjell Bergmann.
Generalsekretær havde siden 1925 været P. G. K. Bentzon, som blev Sven Johanssons efterfølger. I 1927 var der en kongres i Göteborg. Fællesskabet mellem NKF og NOF var meget markeret denne gang. Sven Johansson var præsident. Han åbnede mødet med at meddele om samarbejdet med Nordisk Kirurgisk Forening. Sven Johansson foreslog, at man indsendte et forslag til Nordisk Kirurgisk Forening’s generalforsamling om, at kirurgkongressens skeletkirurgiske dag altid blev lagt som første dag, da samarbejdet mellem de to foreninger ellers ville blive vanskeligt. Det forslag til fælles program for kongressen i Oslo 1929, som kom fra Nordisk Kirurgisk Forening, kunne ikke accepteres af ortopæderne. I stedet foreslog NOF, at fællesprogrammet som hovedtema skulle have amputationsteknik og proteser. Dette godkendte kirurgerne. Man besluttede, at næste møde skulle holdes i Helsingfors, og at præsidenten skulle være Fabian Langenskiöld.

DE VIDENSKABELIGE FORHANDLINGER VED NOF:S KONGRES I GÖTEBORG I 1927.
Kl. 10-1.

1. H. Nilsonne. Genu varum med egendomliga epifysforiindringar.
2. F. Langenskiöld. Demonstration av en dunkel affektion i ovre tibiaepifysen med genu-varum bildning ävensom några ord om den bågformiga osteotomien.
3. R. Hansson. Om ossifikationsanomali i nedre femurepifysen med gonit-symptom.
4. P. Guildal. Genu valgum efter trauma av epifysen.

Diskussion till 1-4.

5. R. Faltin. Med anledning av ett fall av svåra rachitiska deformiteter.
6. G. Asplund. Ett par fall av benskörhet.
7. H. Camitz. Lorenz bifurcationsoperation vid cong. hoftledslaxation. (25 egna fall.) (Demonstration av 4 patienter.)
8. P. Haglund. Om subluxatio coxae concienita och om den s.k. spontanliikningen av den medfodda hoftledsluxationen.
9. H. Nilsonne. Om cong. coxa vara.

Kl. 1-2. LUNCH.
KI. 2-5.

10. H. Olivecrona. Spastisk torticollis och dess kirurgiska behandling.
11. R. Hansson. Några rontgenstudier av normalryggar hos barn.
12. V. Bülow-Hansen. Rontgenbilder vid fotdeformiteter och samtidig spina bifida occulta.
13. R. Hansson. Ett fall av spina bifida anterior thoracalis med diagnostiskt intresse.
Diskussion till 11-13.
14. K. Bergman. Två fall av scolios med paraplegi.
15. E. Jensen. Fall av flektionscontraktur behandlat enligt Mommsen.
16. H. Camitz. Operativ behandling av tummens oppositionsforlamning.
17. P. Guildal. Ett fall av benforliingning.
18. P. G. K. Bentzon. Operativt behlndlat fall av coalitio calcaneonavicularis.
19. V. Bülow-Hansen. En del typiska ortopediska operationsmetoder och deras slutresultat.
20. P. G. K. Bentzon. Vilken klinisk betydelse kan man tillmiita de rontgenologiskt påvisbara ossifikationsrubbningarna i calcaneusapofysen. (Ev.)

De videnskabelige forhandlinger bliver skildret mere indgående senere, men det kan påpeges, at Harald Nilssanne dengang talte om genu varum med ejendommelige epifyseforandringer. Det var altså den første svenske beskrivelse af mb. Blount. Fabian Langenskiöld beskrev et lignende billede, som han kaldte en dunkel affektion i øvre tibia med genu varum bildiling. Hvis man herudover skal fremhæve noget fra dette møde, kan man nævne, at Helge Camitz, som var en dygtig kirurg, fremviste et materiale af 25 egne tilfælde af Lorentz’ bifurcationsoperation ved congenital hofteluxation. Det var et for tiden meget stort materiale.

Udflugt på Finska viken 1928, Fabian Langenskiöld, Sven Johansson og Betsy Johansson.

Møde i Helsingfors 1928. I første række fra venstre Carl Holmdahl, Gösta Häiggquist, Fabian Langenskiöld og Patrik Haglund. I næste række P. G. Bentzon, P. Guildahl, R. Faltin, A. R. Klossner, H. Camitz og Kern. Næste række: Harald Nilsonne, P. Giertsen, G. Asplund og T. Kalima. Næste række: Simo Brofelt, Kjell Bergman og Sven Johansson.

Her ser vi fra mødet i Oslo 1929 i midten Egeberg Giertsen, til venstre for ham Bülow Hansen og mellem dem Sinding Larsen. Længst til venstre aner man Henning Waldenström og længst til højre Bülow Hansens 1. reservelæge, Bjarne Mørck.

Hvad mødet i Helsingfors i 1928 angår, havde dette møde mange specielle aspekter. Langenskiöld var præsident. Det var en gæsteforelæser, Costa Häggkvist, professor i histologi i Stockholm, som talte om grundforskning, nemlig bindevævets, bruskens og benvævets unvikling og nedsmeltning. Det var første gang, man havde kaldt på en grundforsker indenfor skelettets patofysiologi. Professor Häggkvist var en meget mærklig mand.

Sandsynligtvis var han en stor videnskabsmand, som senere fik modgang ved at engagere sig stærkt politisk. Hans meget udtalte protyske holdning har måske sløret lidt af hans videnskabelige storhed, hvilket jo er hyppigt, når man holder på en forkert hest. Ved Helsingforsmødet blev det konstateret, hvor godt Langenskiöld havde arrangeret alting. Det var forbavsende at se, hvorledes han havde forsynet kollegerne med alle muligheder i det præliminære program, og der fandtes også muligheder for flytransport fra Helsingfors til Stockholm. Man havde efter mødet en udflugt til den Finske Vik med skib. Af billeder kan man se, at det sikkert har været en meget morsom udflugt. Denne tradition er senere altid blevet bevaret i Finland, når man har arbejdet, skal man ud at supa lite.

I 1929 var man i Oslo, og denne gang var det Giertsen, som var præsident. Mødet blevafholdt på Sofies Minde Ortopædisk Hospital. I 1929 var Acta Orthopaedica på trapperne. P. G. K. Bentzon have arbejdet enormt for at kunne skabe et ortopædkirurgisk forum. Nytåret 19’30, nærmere bestemt den ’30. januar, mødtes man i Stockholm på Haglunds initiativ. Bentzon var da klar til at redegøre for alle de for- . beredelser, han havde gjort. Han havde været i kontakt med Munksgaard, og Acta Orthopaedica Scandinavica var altså en realitet. Man besluttede, at navnet skulle være Acta Orthopaedica Scandinavica. Formatet skulle være det samme som Acta Chirurgica. Uden Bentzons entusiasme kunne Acta Orthopaedica Scandinavica sandlysligvis ikke være blevet skabt. Waldenström talte stærkt for Acta Chirurgica og ville ikke bryde med dette tidsskrift. Nogle måneder senere, i juni i København, blev Haglund editor og Bentzon subeditor, og det første nummer kunne faktisk præsenteres ved et enormt arbejde fra Bentzons side. Også den danske regering og Munksgaard havde givet finansiel støtte til tidsskriftet. Men at det var P. G. K. Bentzon, som virkelig var skaberen af Acta Orthopaedica, er uden tvivl. Dette vil sandsynligvis udredes af Acta-redaktørerne.

1930 var Bentzon præsident i København. Ved mødet i København dette år mødte man for første gang den 2. generation i NOF. Som medlemmer blev da optaget Sophus von Rosen i Lund og Herman Wahren, Stockholm. Herman Wahren kan på dette tidspunkt kun have været 33 år, Sophus von Rosen var 32 år. Det var en stor triumf for Bentzon at konstatere, at Acta Orthopaedica Scandinavica var et faktum. Han skriver således: “Sagen er løst således, at Acta udgives af en stiftelse”. Hvert land havde sin redaktør af de otte redaktører, editor og subeditor. Der fandtes nu mulighed for at abonnere på tidsskriftet til en pris af 18 d.kr. i stedet for boghandlerpris, 25 d.kr .
Af de videnskabelige forhandlinger 1930 kan fremhæves et foredrag af Guildal og Sodemann, en efterundersøgelse af 300 fodledsarthrodeser, og Frising fra Lund, som viste et materiale af knæledsresectioner under pågående tuberkulose, d.v.s., at det må have drejet sig om resection og arthrodese. Materialet var fra Lunds kirurgiske og ortopædkirurgiske klinikker årene 1898-1927.

I 1931 var man på ny i Helsingfors, det var professor Bardy, som var præsident, og han var samtidigt præsident for NKF. Ved denne tid, 19’31, sluttede Bentzon som generalsekretær og blev efterfulgt af Harald Nilssonne.

1932 var Robert Hansson præsident. Det var første gang, man besøgte et kystsanatorium, og det var et fællesmøde mellem kystsanatorierne i Varberg og Vejbystrand. Blandt de nye medlemmer var Arvid Hellstadius, Svante Orell, Sölve Richter, Walter Risinger, Mauritz Sisefskij og Gunnar Edström, Sveriges første rheumatolog. Orell talte om osteoplastiske osteosyntheser, det var hans os purum, som var aktuel, og som må have været hot stuff på den tid. Gunnar Edström holdt et for tiden avanceret foredrag, som hed: Arbejds- og leveforskellenes betydning for den rheumatoide arthrits udvikling.

P. Haglund til venstre og H. Nilsonne til højre på besøg i Prag i 1928.

1932 var mødet i Apelviken ved Varberg. Dengang var Rabert Hanssan præsident.Vi ser ham her i kredsen af sin stab. Fra venstre Gunnar Edblad, Ragnar Magnussonn, Nils Arbrink, Robert Hansson og Arvid Hellstadius.

Guildal i kredsen af sine afdelingslæger i kjole og hvidt, det må have været omkring 1930. Fra højre har vi Monberg, Guildal, Sven Kiær og Aage Berntsen. -Det var nogle flotte fyre !
I 1933 var man i Stockholm, og det var Waldenström, som var præsident. Det mest markante var, at Waldenström, som havde store personlige internationale kontakter, foreslog, at man indbjød en stor mængde udenlandske ortopæder til at blive medlemmer. En sensation var Sven Johanssons foredrag om nogle opererede collumfrakturer med filmdemonstration. Der var en lang diskussion bagefter .
Ved mødet i Lund den 8.-9. juni 1934 var det ikke mange deltagere fra Norge og ingen fra Finland. Frising var præsident. Naturligt- vis kom P. G. K. Bentzon fra Danmark og desuden Monberg.

Fra mødet 1937 ser vi længst til venstre Munksgaard, i midten Nilsonne stående og til højre Patrik Haglund. Det må have drejet sig om Acta orthopaedica spørgsmål.
1935 var man i København. Det var Guildal, som påny var præsident.
Derefter skete en forandring. Af ukent årsag mødtes man ikke i 1936.
Næste møde var 1937 i Goteborg, og Camitz var præsident. Platou fremtrådte, han var nu blevet overlæge på Sofies Minde. Han talte om den subtrochantære osteotomis teknik. Et interessant indslag ved denne lejlighed var Anton Monbergs filmdemonstration af osteosynthesis colli femoris og kileformet osteotomi af tibia.
De besluttedes, at Asplund, en af de gamle pionerer, skulle være tid præsident i Stockholm i 1938.

Ved mødet i Stockholm i 1938 får vi virkelig den anden generation af ortopæder at se. Alle, som skulle blive store mænd under og efter 2. Verdenskrig, er der: Sten Friberg, Nils Lindström, Aage Berntsen, Sophus von Rosen, Gunnar Wiberg, Ivar Palmer og Eivind Thomasen. Det var en mængde foredrag. Gunnar Wiberg talte om hoftedysplasi og arthritis deformans.
I 1939 var Platou præsident. Foredragene var mange. Det mest sensationelle må nok siges at være Sten Fribergs foredrag om discusprolaps og dets operative behandling. Sven Kier havde nu siden 1938 været generalsekretær, og man besluttede, at næste møde skulle holdes i Aarhus 1940 med Bentzon som præsident.

Da man skiltes i juli 1939 blev det en skilsmisse, som kom til at vare meget lang tid. Mødet i Aarhus blev ikke afholdt.

Billedet er taget på Frognesæteren ved Oslo, sommaren 1938. Det var ikke et nordisk ortopædisk møde, men et vanføreanstalt-møde. Fra højre den unge van Rasen, Samuel Hybintte, Bülaw-Hansen og Asplund. Asplund var præsident i foreningen dette år. Hybinette og Biilaw-Hansen havde blot nogle måneder tilbage at leve, de døde kort .

Fra mødet i Oslo 1939. Fra venstre Sven Jahansson, præsidenten E. Platau, Nonnestad og Harald Nilsonne.

Men man havde et møde i Lund i 1941. Poul Lutken har skildret det hele, og jeg citerer ham:
“Tiden 1941. Situationen: Danmark besat, Norge nedkæmpet, Sverige neutralt, men væbnet til tænderne og med visse indrømmelser til det mægtige Hitlerrige. Finland udmarvet efter Vinterkrigens bitre nederlag.Nordisk Ortopædisk Forening udsender indbydelse til møde i Lund. Som følge af besættelsen skulle der særskilte udrejsetilladelser til. Jeg var l. reservelæge i Odder og dybt engageret i mit arbejde. Om formiddagen var der telefon fra København, og jeg får meddelelse om, at min udrejsetilladelse var i orden, og at jeg kunne hente papirerne næste dag i København og i Nationalbanken få en anvisning på ialt 15, skriver femten svenske kroner. Jeg var ved at opgive det hele, alle rejsemuligheder måtte undersøges, der var jo næsten ingen toggang, men til København kom jeg. Papirerne var i orden, og jeg var så naiv at tro, at jeg ville få de sparsomt tildelte rejsepenge i Nationalbanken. Det viste sig, at jeg var nødt til at gå i en almindelig bank, som havde fremmed valuta, og jeg fik de 15 kr. KI. ca. 18 stod vi ud med færgen fra København, det var endnu ikke mørkt, men ved at mørkne, det var i september. Først på færgen blev jeg klar over, at der kun var meget få deltagere fra dansk side, selv tror jeg, at alle var fra provinsen. Bentzon var der naturligvis, og han kendte også grunden til Københavnernas svigten: Guildal var blevet nægtet udrejsetilladelse. Guildal var egentlig født Goldschmidt og var af jødisk afstamning, så han fik ikke udrejsetilladelse. Som protest mod denne nægtelse havde de Københavnske kolleger bestemt sig til ikke at rejse. I mørke og på en praktisk taget mørklagt færge nærmede vi os Malmö. Byen lå normalt oplyst, således som en havn og en by nu engang ser ud. Den, der husker mørklægningen i besættelsetiden, kan forstå de følelser, der rørte sig i en ved at se en oplyst by. I Malmö blev vi modtaget af Helge Sjöwall. Fra det øjeblik, jeg satte foden på svensk jord, til jeg igen forlod Malmö, var jeg hans gæst i hans hjem. Alle udgifter blev betalt .af ham, og på samme måde gik det med de øvrige danske deltagere. Svenskerne havde nogle overdrevne forestillinger om, hvor fattigt vi havde det under besættelsen, de var levende interesseret i at høre om situationen i Danmark. Tiden var jo stadig præget af de pralende tyske sejrsmeldinger, og svenskerne var vel på den tid kun forberedt på, at tyskerne ville vinde, og havde lidt svært ved at forstå, at vi mente noget andet.
Dette skandinaviske møde var på en vis måde en sørgelig forestilling: nordmændene måtte ikke rejse, og finnerne kunne ikke rejse. Alligevel blev det et godt møde, vi diskuterede osteotomi og blev hængende i diskussionen, om man skulle mejsle eller save femur af. Det er blevet diskuteret, om dette møde overhovedet skulle have været holdt. For mig er sagen klar: det var rigtigt, at mødet blev holdt. De mænd, som stod bag dette arrangement, fortjener tak, fordi de holdt den skandinaviske tanke i live under de slettest mulige betingelser og gav deltagerne en uforglemmelig oplevelse”.
Dette var slut på citat af Lutken, -han har skrevet meget mere, dette var kun et kort sammendrag.

Mødet i Stockholm 1938. Her ser vi alle samlet og vi ser nu også definitivt , 2. generation. Længst til højre ser vi de unge løver, som skulle skabe den Nordiske ortopædi: Hermann Wahren, Gunnar Wiberg, Nisse Lindström og Sten Friberg og v: mellem dem Torsten Gordh. Længst oppe i midten står Eivind Thomasen, og som nr 3 fra venstre Sophus von Rosen. Alle de andre er kendte som de gamle elefanter.
Vedrørende de internationale kontakter uden de første 25 år må man sige, at Nordisk Ortopædisk Forening havde meget omfattende, intense kontakter med den ortopædiske verden rundt omkring. Guildal havde, som tidligere nævnte, mange kontakter med Frankrig. Guildal var ligesom Bentzon æresmedlem af det franske ortopædselskab. Waldenström kendte en mængde mennesker i Frankrig og Storbritannien. Sven Johansson og Langenskiöld rejste rundt i den anglosaksiske verden og var velbekendt med de fleste. Haglund havde været i USA allerede i 1918, og det er muligt, at det var erfaringer fra USA, der for en del bevirkede, at han var med til at danne Nordisk Ortopædisk Forening.
I 20’erne mødte man englænderne i 1925 i Hannover, dette er skildret af Harald Nilsonne. – Haglund og Nilsonne rejste til Prag i 1928, man ser et fotografi med begge herrerne ved denne lejlighed. (Side O).
Bentzon rejste rundt og mødte mange mennesker, og i 1934 traf han Putti og Gruca i Paris. De ses på billedet.
Allerede tidligere var det opstået gode forbindelser med British Orthotpaedic Association, og i 1933 var der en gruppe af kolleger fra Skandinavien, som var i Storbritannien.

Putti og A. Broca i Paris i 1934.

British Orthopaedic Association på besøg i København 1937. Alle er ikke identificerede, men i første række finder vi: fra venstre Maud Forrester Brown, E. P. Brockman, E. Thomasen, Parker, Brun Rasmussen (administrator) , Butler, W. Gissane, Ollershaw, Sir Harry Platt, P. G. K. Bentzon, Henry Osmond Clarke, W. R. Bristow, Poul Guildal, Delchef (Belgien), Allen Brockman, Power, Avain, Sven Kiær, Åge Berntsen. I en anden regelmæssig række finder vi: Allen Todd, G. Perkins, BlundelI Bankart, Gordon Irving, Tommy Britten, N. Dunn, Norman Capener, H. L. C. Wood, T. P. McMurray, H. Ellis, Herbert Seddon, Rentough.
Store ting skete i 1937, da British Orthopaedic Association besøgte Guildal i København. Det var et fællesmøde, og vi ser alle de store, inderkredsen, på billedet. De fleste kender vel nogle af dem. Det er med store anstrengelser og hjælp fra Sir Henry Osmond Clark og Philip Newman lykkedes mig at identificere de fleste på det store billede.

Fra samme møde med B.O.A. et mere centreret billede. Fra venstre Sir Harry Platt, P. G. K. Bentzon, W. R. Bristow, P. Guildal og til højre for ham T. P. McMurray bagved N. Dunn.
Efter Københavnsmødet inviterede Henning Waldenström en stor del af selskabet som sine private gæster til Stockholm. Det siger en del om Henning Waldenströms økonomiske muligheder og den tids gentlemen. Gunnar Wiberg mindes meget vel dette møde. Hvad det selskabelige angår har P. G .K. Bentzons enke, Johanne, fortalt mig, at det var en dejlig tid med fest sammen med englænderne, og champagnen flød.
I 1938 bød englænderne tilbage. Der var en række mennesker ovre på Royal National Orthopaedic Hospital i Stanmore. Dette blev afslutningen på den dejlige førkrigstid.
Jeg vil afslutte beretningen om de første 25 år med nogle ord om mødet i Stockholm i 1947. Det var en slags reunion efter den mørke tid.
Muligvis havde Bentzon incitamentet fra SICOT’s re-union i Bruxelles 1946. – Man mødte et exclusivt nordisk selskab bestående af Bentzon, Guildal, Ingeborg Lou, G. Wiberg, R. Magnusson, H. Sjöwall, F. Langenskiöld og mange flere. Sten Friberg var præsident.
Det billede, hvor De ser Stig Jonsilter og Anders Langenskiöld, er den første vision af den tredie generation, som skulle fremtræde i efterkrigsårene og være med i den senere fantastisk dynamiske evolution.

De tre første generalsekretærer. I midten Sven Johansson (1919-25), til højre P. G. K. Bentzon (1925-31) , til venstre H. Nilsonne, 1931-38).

Mötet i Stockholm 1947. For forsta gången ses tredje generationen. Från höger Anders Langenskiöld och till vanster Stickan Jonstäter.

GRUNDLÆGGERNE AF NORDISK ORTOPÆDISK FORENING

Danmark
Harald Erik Abrahamsen, 1885-1955.
Medicinsk eksamen 1910, dr.med. 1916; De poliomyelitiske foddeformiteter. Assistent hos professor Slomann 1913-17. Overlæge ved ortopædkirurgisk afdeling, Lasaretlejren ved Hald, april 1917 -januar 1918. Overkirurg på Bispebjerg Hospital i København 1927.
P. G. Kobierski Bentzon, 1891-1974.
Medicinsk eksamen 1914. Ortopædiske studier hos professor Haglund i Stockholm 1917. Assistent hos professor Slomann 1917-19. Reservekirurg 1919-21. Dr. med. 1922; Klinik og exper.studier over de obstetriske lammelser af plexus brachialis. Medejer af Slomann’s klinik fra 1922. Eneindehaver 1926-36. Overlæge ved Ortopædisk Hospital i Århus 1936-52. Var manden bag tilblivelsen af Acta Orthop. Scand, i 1930. Mange internationale kontakter med Frankrig, Tyskland, Østrig og Storbritanien.
Poul Guildal, 1882-1952.
Medicinsk eksamen 1906. Assistent hos professor Slomann 1909-1911. Kirurgisk assistent ved flere københavnske hospitaler 1911-15. Ambulancechef i Le Treport og Paris oktober 1915 -marts 1916. Overlæge i Samfundet og Hjemmet for Vanføre 1919. Var den helt dominerende personlighed indenfor dansk ortopædi i 25 år. Overlæge på Ortopædisk Hospital 1936-50. Socialoverlæge 1950-52. Mange internationale kontakter med Frankrig og Storbritanien.
Peter August Lorentzen, 1858-1936.
Medicinsk eksamen 1882. Ortopædisk studierejse 1884-85. Assistent i to år på Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Dr.med. 1887, om behandling af den medfødte klumpfods højere grader. Opprettede det medico-mekaniske institut 1893. Specialistanderkendelse i mekanofysiotrapi 1918.
Jens Overgaard, 1877-1962.
Medicinsk eksamen 1904. Dr.med. i Wien 1917, om kontrakturbehandling. Læge ved I Ortopædisk Hospital i Wien 1915-19. Overlæge ved ortopædisk afdeling, Sønderborg, og for krigsinvaliderede 1920-23. Overlæge i Invalidenævnet 1923-47.
Einar Rames, 1884-1961.
Medicinsk eksamen 1909. Kirurg og røntgenreservelæge 1910-16. Reservelæge på Samfundet og Hjemmet for Vanføre 1916-18. Assistent hos professor Slomann 1918- 20. Specialist i ortopædi 1919. Afdelingslæge Århus ortopædiske poliklinik 1921-25. Blev senere praktiserende læge og udøvede bl.a. kiropraktik.
Hermann Christian Slomann, 1860–1929.
Medicinsk eksamen 1886. Dr.med. 1898, Bidrag til læren om den pulserende exophtalmus. Specialist i ortopædi 1918. Havde privat klinik for ortopædiske sygdomme fra 1901. Professor honoris titulo 1908. Havde stor betydning for den operative ortopædi. Havde mange reservlæger, som senere blev fremstående.
Norge
Poul Victor Bülow-Hansen, 1861-1938.
Medicinsk eksamen 1889. Praktiserende læge i Oslo fra 1890. Assistent ved dr. Jervells klinik 1890-97. Oprettede sammen med Giertsen og Narvik Ortopedisk og Medico-Mekanisk Institut 1897. 1905 medlem af bestyrelsen for Sophies Minde. Overlæge ved Sophies Minde Ortopedisk Hospital 1916-37.
Per Egeberg Giertsen, 1865-1951.
Medicinsk eksamen 1891. Dannede samme med Bülow-Hansen Ortopedisk og Medico-Mekanisk Institut 1897. Overlæge ved Militærsygehuset i Kristiania 1909-12. Senere regimentslæge. Lærer for sygegymnaster.
Sverige
Gustaf Asplund, 1876-1948.
Med.lic. 1906, underlæge ved kirurgisk afdeling, Sabbatsbergs sjukhus og i Helsingborg. Underlæge hos Waldenström, St. Görans sjukhus 1911-14. Overlæge ved Eugenia hjemmet 1921-43.
Kjell Bergmann, 1875-1960.
Læge ved ortopædisk afdeling i Malmö 1914. Overlæge samme afdeling 1919-39. Var således skaber af Sveriges første ortopædiske lasaretafdeling.
H. Camitz, 1883-1953.
Med.lic. 1913. Med.dr. 1926. Læge ved Vanføreanstalten i Göteborg 1920. Overlæge samme sted 1928-49.
E. Edberg, f. 1877.
1914-16 Medicinalstyrelsens utreder af børnelammelsens udbredelse i det nordlige Sverige. Overlæge ved kirurgisk afdeling, Børnesygehuset i Göteborg 1924 (Sv. Johanssons efterfølger). Skrifter om ben- og ledsygdomme.
G. Frising, 1875-1942.
Med.lic. 1910. Med.dr. 1926. Overlæge ved den ortopædiske poliklinik i Lund 1915- 18. Overlæge samme sted 1919-40. Docent i ortopædi 1929.
Patrik Haglund, 1870-1937.
Fil.kand. 1891, med.lic. 1899. Med.dr. 1903. Docent i ortopædisk kirurgi 1904 ved Karolinska Institutet. Gymnastikdirektør 1904. Marinelæge 1903-25. Konsulterende kirurg ved Barnsjukhuset Sammariten 1906-09. Professor i ortopædi ved Karolinska Institutet 1913. Overlæge ved Vanføreanstalten i Stockholm 1915-16 og 1921-36. Havde studeret kirurgi hos Lennander i Uppsala og Hoffa i Berlin. Grundlægger af Acta Orthopedica 1930. En mængde skrifter, det mest berømte: Die Prinzipien der Ortopiidie, 1923.
Carl Holmdahl, 1876-1936.
Med.lic. i Lund 1906. Underlæge ved forskellige sygehuse 1906-12. Overlæge ved Vanføreanstalten i Helsingborg 1913-35. Fremragende kliniker.
Sven Johansson, 1880-1959.
Med.lic. i Lund 1907. Underlæge ved kirurgisk afdeling i Lund og på Sabbatsberg 1908-12. Overlæge på Barnsjukhuset Göteborg, kirurgisk afdeling 1914-24. Med.dr. i Stockholm 1924. Overlæge ved kirurgisk afdeling, Sahlgrenska Sjukhuset, 1924-45. Prof.honoris titulo 1936. Fremragende videnskabsmand med international gennernslagskraft. Collumsøm ad modurn Johansson etc. Glimrende metallurg. Korrosionsekspert også set fra et rent industrielt synpunkt. En af de første i verden, der var klar over de elektrokerniske problemer ved fremmedlegemereaktion.
Ernst Lindahl, 1864-1954.
Med.lic. 1894. Grundlagde kystsanatoriet i Barkåkra 1903 (1899). Kronprinscssan Viktorias Kystsanatorium. Var pioner for behandlingen af ben- og ledtuberkulose i Sverige. Overlæge 1903-35
E. Strandman. 1863-193.
Med.lic. Uppsala 1895. Assisterende læge kir.afd. Sahlgrenska Sjukhus 1898-1900, læge ved Vanføreanstalten i Göteborg 1898-1920, kirurgisk privatklinik i Göteborg f fra 1900.

Foruden de 19 grundlæggere havde nogle læger fra Norden givet t tilsagn til dannelsen af NOF til trods for, at de ikke kunne komme til Göteborg 1919. Disse var:
Sinding-Larsen, 1866-1930.
Cand.med. 1891. Med.dr. 1907: Beitrag zum Studien der Hüftgelenktuberkulose. Han var den ledende tuberkulosemand i Norden omkring 1907. Overlæge ved Kysthospitalet i Frederiksværk. Blev direktør for Rigshospitalet 1911. Opbyggede Rigshospitalet til et moderne undervisningshospital.
Henning Waldenström, 1877-1972.
Docent i ortopædisk kirurgi 1910. Overlæge ved Sct. Göran 1910-36. Professor i ortopædi efter Haglund 1936-42. Nydanner af svensk ortopædi, specielt gav han ortopædien en kirurgisk retning, således at den operative virksomhed blev det centrale. Selv fremragende videnskabsmand inspirerede han sine reservelægers afhandlinger og gav Stockholms ortopædi et højt videnskabeligt renomme.
Richard Faltin, 1867-1952.
Med.lic. 1894. Med.dr. 1896. Studierejser til de fleste af Europas hovedstæder og USA 1895-1914. Underlæge og overlæge ved Kirurgiska Sjukhuset, Helsingfors, 1896-1913. Docent i kirurgi 1902. Professor i kirurgi 1917-35. Deltog med Finlands Røde Kors’ ambulance i Mansjuriet 1905 og senere under verdenskrigen 1914-17 på østfronten.
Fabian Langenskiöld, 1886-1957.
Med.lic. 1913. Med.dr. 1914. Studierejser til mange europæiske lande og USA 1914- 29. Docent i kirurgi 1919. Overlæge på Diakonissestiftelsen, kirurgisk børneafdeling, 1919-45. Overlæge ved Invalidestiftelsen 1943-56. Professor i kirurgi 1948-53.